Parterapi i Odsherred

Udover almindelig parterapi tilbyder jeg pardag i Odsherred.

Kom ud af konflikterne og genfind kærligheden


Udover almindelig parterapi i Odsherred, tilbyder jeg Pardag – en hel dag for ét par med øvelser, tid til fordybelse og ny viden. Pardagen kan bruges af det nye par, med flere forliste parforhold bag sig. Det er det modige og modne par, der nu ønsker sig at få ryddet skeletterne ud af skabet, for at få et godt og sundt kærlighedsforhold med hinanden. Eller det mere etablerede par, som mærker at konflikterne bliver sværere og distancen større. I nogle tilfælde er der mange konflikter, man kan måske næsten ikke mærke eller nå hinanden, men har ikke lyst til at brydes, fordi der er børn, tilværelse og ind i mellem et glimt af håb om lysten til livet sammen. Når der er skabt så stor afstand, indgår Pardagen i et egentlig parterapeutisk forløb, til at tage det nødvendige syvmileskridt tilbage på rette vej. Læs mere om parterapi nedenfor.

Skab tryghed i jeres parforhold


Parforholdet eller kærlighedsrelationen er den relation som vi har mest brug for fungerer. Det sted hvor vi har behov for at være trygge, have tillid og udfolde alt det dejlige i livet. Mærke kærlighed, anerkendelse, bekræftelse, accept og interesse – der er dén psykologiske ilt vi som mennesker ikke kan leve foruden.

Kærlighedsrelationen er vores fundament til at håndtere alt muligt andet der kan være svært, udfordrende og en sten i skoen. Vi er socialt afhængige, med andre ord har vi behov for at vide at der er et sted, hvor vi kan opnå den støtte og tryghed der gør det muligt for os, at håndtere udfordringer andre steder i tilværelsen. Og den støtte og tryghed handler også om at være et sted, hvor vi kan udvikle os når der er behov for det.

Men for mange bliver lige præcis det der skulle være den trygge base og det stærke fundament, en udfordring i sig selv. Fordi det også er et sted hvor vi bliver svigtede, sårede og mister tillid, og det dybest set handler om at kunne rumme at de svære oplevelser og følelser er en del af livet. Hvis vi af forskellige årsager har svært ved det, kommer vi til at føle os uelskede i den tætteste relation vi har. Og så kan vi begynde at kalde på hinanden på ret uhensigtsmæssige måder, på måder hvor vi egentlig sårer hinanden, og så svigter vi igen – og på den måde åbner vi for en cyklus af at række ud, føle smerte, svigte, række ud.

Psykologklinikken i Odsherred


Er der krise i parforholdet?


Parforholdet handler ikke om at undgå ulyst og smerte, men at lære at håndtere det sammen, også når vi selv er årsagen. Eller måske særligt når vi selv er årsagen, dér hvor det er allersværest at bære følelserne, fordi vi selv – sandsynligvis uden at ville det – har forårsaget smerten hos den anden.


I kærlighedsrelationen bliver vi udfordret til at lære det vi af forskellige årsager ikke har lært endnu, men vi kan komme til at fare vild sammen, i en labyrint af konflikter og vigtige usagte følelser.

Når man er nået dertil kan det opleves som en ret voldsom og grænseoverskridende beslutning at starte i parterapi. Det sidste vi har lyst til er at vise andre hvad der foregår, når vi kommer til at vise vores allermest grimme sider, når vi bliver grebet af vores eget indre mønster og intet andet kan end at gå i forsvar, uanset om vi så stivner, angriber eller undviger konflikterne.

I parterapi handler det ikke om at finde skylden og placere ansvaret for de svære situationer, og det terapeutiske rum har helt klare regler som skal støtte til at konflikterne ikke blot udspiller sig som de plejer. At diskutere hvem der er skyld i hvad, er det samme som at diskutere om hønen eller ægget kom først.

Parterapi handler om at genskabe fællesskabet i forholdet og skabe helt nye toner i kommunikationen, og det terapeutiske rum er derfor et rum til at øve nye takter, skabe bløde øjeblikke og derved udvikle det bløde rum, som I oplevede at have sammen da I forelskede jer. Det er nogle af de smukkeste øjeblikke i terapien, at se når mennesker genfinder hinanden.
I skal være velkomne!