Angst

– lær at afvikle din angst og bliv klogere på dig selv

Gennem mesterlæringsforløb allerede under min uddannelse i 2005-06 har jeg tilegnet mig de mest effektive strategier til behandling af angst. Det handler ikke blot om kognitiv og adfærdsterapeutisk behandling, men om at tilbyde en støtte og tryghed, som gør det muligt for klienten at slippe angst. At afvikle angst handler om at udvikle sig selv – men ofte er angsten et tegn på at det føles helt uoverskueligt.

Hvorfor får nogle mennesker angst?

Angst som tilstand er egentlig en stressreaktion. Din stresstærskel og sårbarhed for at udvikle angst, er biologisk og dermed nedarvet. Men det liv vi lever og alt det vi har oplevet tidligere, påvirker selvfølgelig vores tærskel i enten positiv eller negativ retning.

Angst er en følelse, og følelser er gode at have, fordi de giver dig en retning. Når behov opfyldes udløser det en behagelig følelse og modsat når vores behov ikke opfyldes. Angst er altså en vigtig følelse, som har sikret artens overlevelse. Ellers havde vi stået der på savannen og og rationelt konstateret at vi blev løvens middagsmad, og blot tænkt at så blev det vores skæbne. Angst sikrede at vi kunne flygte eller kæmpe, og at vi holdt sammen for at klare os vi både kæmpede og søgte tryghed og støtte hos hinanden.

Angst er altså meget påvirkelig af stress. Stress og angst hænger tæt sammen. Man kan sige at angst er stress med tanker på – negative automatiske tanker: selvbebrejdelser, bekymringer og katastrofetanker.

Angst som tilstand i en mere generaliseret form er en reaktion på lang tids akkumuleret stress. Den behøver ikke at udløse egentlige angstanfald – den kan også blot udløse fuldstændig udmattelse i en rastløs variant.

Den stressede hjerne fungerer ikke særligt fleksibelt, og en stor del af aktiviteten påvirkes af kamp/flugt eller fastlåstheds-adfærd. Det betyder at følelser, tanker og adfærd bliver styret af et ufleksibelt stress-system, som fastholder den samme adfærd, en adfærd der fører til overbelastning henover tid.

Angst er altså en følelse, der kan tage magten…

Det er vigtigt at skelne angst som en følelse, der er os til hjælp og så en lidelse der begrænser livsudfoldelsen – eller rettere, holder personen i ro til personen har fundet ud af at bruge sine ressourcer mere hensigtsmæssigt.

Og så er det vigtigt at skelne at nogen udvikler angst som tilstand på baggrund af en livsbetinget stress og andre udvikler det på baggrund af en belastende livsperiode, fx. for høje krav arbejde/privat.

Ofte er mennesker der udvikler angst som en tilstand meget stærke. De er dygtige, stædige, ressourcerige, kreative, perfektionistiske mennesker, med tendens til at presse og tvinge sig selv til alt muligt som er alt for meget – og helt uden at kunne eller tænke over at sige nej eller bede om hjælp fra andre. De forventninger vi opstiller til os selv skal helst være realistiske, ellers bliver de svære at opfylde og så fyldes tankerne med selvbebrejdelser, skuffelser og ærgrelser.

Jeg plejer at sige at hvis man prøver at nå det hele, så er det sandsynligt at man kun når det halve. Så hvis man i stedet blot prøver at nå det halve og med fejl, så når man i reglen det hele og er ofte mere tilfreds.

Tal med andre om hvordan du har det, bed om hjælp – drop perfektionismen og alt det du tror du kan overkomme. Tag det med ro, skru ned, giv plads til dine følelser, sådan som du har det. Test dine tanker – tillad kun at tænke noget, som du ville sige til andre. Skab en indre dialog hvor du er din egen bedste ven, fyldt med forståelse, omsorg, kærlighed, anerkendelse og støtte.

Der er to ben at gå på ud af angsten: Fokus på krop og tanke. Brug et dybt og roligt åndedræt til at dæmpe de fysiske stress-symptomer, og brug en kærlig indre dialog til at stoppe den negative automatiske tænkning.

Lær din indre tilstand at kende… er du travl, ophængt, stresset, angst…?

Det er meget vigtigt at skelne mellem arbejdsrelateret stress, og hvad man kan kalde ’livsperiodens stress’ – at der mangler sammenhæng mellem arbejde og privatliv, og så det jeg vil kalde livsbetinget stress.

Størstedelen af de mennesker jeg har haft i angstbehandling har akkumuleret en stress-tilstand fra opvæksten, har levet livet i et mere eller mindre højt alarmberedskab, udviklet frygteligt mange ressourcer til at klare sig godt, måske endda lidt på trods af deres vilkår og betingelser…. men livet former sig gerne sådan at der opstår kriser, svære perioder, anderledes udfordringer, fx. når de får børn, eller karrieren har en eksplosionsagtig udvikling, ved et heftligt kærlighedsforhold eller et brud. Der kan være mange større eller mindre ting, som får læsset til at tippe.

Det er gerne sådan at de strategier vi har lært os tidligt i livet, dem bliver vi ved at anvende. Men pludseligt virker det ikke længere at have styr på det hele, og folk knækker sammen i en angsttilstand. De har ganske enkelt brugt for mange ressourcer. De strategier de udviklede tidligt i livet, og som gjorde at de klarede sig godt, er de samme strategier som får dem til at brænde ned.

En tidligere klients beskrivelse af angst – kvinde

”Jeg var 26 år, da angsten for alvor fik sit tag i mig. Indtil da havde jeg en meget vag forestilling om dets væsen – en forestilling, der på få sekunder blev vendt til barske realiteter, da jeg en dag sad og spiste frokost. Jeg husker stadig, hvordan en kvalme med ukendt voldsomhed og styrke væltede ind over mig og med en utrolig kraft overtog mine tanker, mine sanser, mit sind, mit væsen. Kvalmen var som en kampesten på mine lunger og snørede mit spiserør sammen. Den kastede mig magtesløs frem og tilbage i et indre hav af panik og desperation. Men der var stille rundt omkring mig – i rummet, i lejligheden, i byen. Kaosset foregik kun i mig.

Lidt efter lidt aftog kvalmen i styrke og til slut faldt jeg udmattet sammen i stolen. Jeg var skræmt, forvirret og lettet på samme tid. Skræmt på grund af den voldsomme fysiske ubehag jeg lige havde oplevet. Forvirret, fordi jeg overhovedet ikke forstod, hvad der lige var sket. Og lettet, fordi kvalmen og den voldsomme trykken var væk.

Jeg havde lige oplevet mit første angstanfald.

Tiden efter var præget af en konstant følelse af uro og angstanfald. Jeg husker følelsen af at være fanget i min egen krop, ikke at have et helle, et trygt sted. Angsten var allestedsnærværende. Snart handlede hele mit liv om at kontrollere angsten og for alt i verden undgå de frygtede angstanfald. Angsten tog mit liv, min glæde, mit håb og mine drømme. Den skrællede min identitet ned til uigenkendelighed  – til en grå ubetydelig masse uden mening, handling og vilje.

Men jeg fik hjælp i tide. Og jeg fik den rigtige hjælp. Jeg lærte at forstå angsten. At den uhyggelig og voldsomhed, som den bragte med sig, faktisk var en naturlig reaktion på mange års stress og psykisk belastning. En serie af begivenheder ledte nemlig frem til min angst. Egentlig havde jeg allerede stiftet bekendtskab med angsten år tidligere, men havde ikke forstået, at det var dét, jeg oplevede og formåede at holde den på afstand med arbejde, studier og rejser – indtil jeg mødte mit livs kærlighed. Følelserne var så intense, intimiteten så nær og drømmene så store – og det var mere end den usikre og improvisatoriske mur mod angsten kunne klare. Så muren faldt. Jeg kunne ikke længere flygte fra realiteterne, og jeg blev nødt til at forholde mig til min angst. I lang tid troede jeg, at min angst handlede om frygt for nærhed og kærlighed, men i virkeligheden var angsten et udtryk for min egen grænseløse identitet. Jeg havde i mange år levet efter en strategi, hvor jeg satte andre menneskers behov og ønsker foran mine egne, og resultatet var, at jeg i bund og grund ikke vidste, hvem jeg var som menneske. Jeg kendte ikke mine egne behov, mine egne ønsker eller egne grænser. Jeg levede efter andre menneskers forventninger – forventninger, som jeg troede, var mine egne.

Jeg husker stadig følelsen af at være splittet i tusinde stykker og aldrig være god nok. Venner, familie og arbejde rev og sled i mig, mens jeg desperat forsøgte at gøre alle tilfredse. Men det var et kapløb, der aldrig kunne vindes, og presset bare steg og steg. Angsten kom, fordi jeg ikke kunne fortsætte på den måde. Og da jeg mødte kærligheden og med den blev nødt til at forholde mig til mig selv og mine egne ønsker og behov, ja, så brast boblen, og angsten kom for alvor frem.

Trods nogle hårde år, ser jeg i dag angsten som en gave. Angsten tvang mig til at forholde mig til mig selv og gav mig en helt særlig livsforståelse og dyb selvindsigt, og i dag syv år senere har jeg ikke angst.”